Træhusene på Skovbakken

Bindingsværk med stolper og lerklining har været den danske byggeskik fra oldtiden til 1800-tallet. Men vi har også bygget i træ, både med vikingetidens stavbygninger, og middelalderens ”bulhuse” af egetømmer – en skik, der længe fortsatte i det østlige Sønderjylland. Omkring 1800 var der også mode i at bygge norske bjælkehuse i herregårdshaverne. Men ellers var bygninger af træ ”barakker”.

Lige efter 2. Verdenskrig var der imidlertid så stor mangel på traditionelle materialer, at der måtte tænkes nyt. Nu fik vi både huse af betonelementer og huse af træ. De mest kendte træhuse blev de huse, som Sverige forærede de bornholmske byer Rønne og Neksø, efter at de i maj 1945 var blevet bombet af russiske fly. Det blev til hele kvarterer med smukke træhuse i stærke farver. Ingen andre danske byer fik svenske træhuse. Til gengæld fik Danmark en handelsaftale med Finland, hvor vi leverede lokomotiver og fisk og til gengæld fik træhuse. Husene blev produceret af firmaet Puutalo Oy, dannet til lejligheden (Puu-talo betyder træ-hus). Rundt om i landet blev der i 1945-46 bygget en række ”finnebyer” af træhuse; de fineste i Århus og Esbjerg, men også i Hillerød og Hirtshals.

Også i Rudkøbing var der boligmangel. Derfor ville kommunen i 1945 selv bygge huse ved det første stykke af den nye Ringvej og dens sidevej, Skovbakken. Boligudvalget tog først til Aalborg, hvor man så på ”nogle pæne små træhuse”, som var blevet ledige på Aalborg Flyveplads, efter at de tyske tropper havde forladt stedet. Så viste det sig, at Rønne havde købt alle 50 stk. Men da Rønne så fik de svenske træhuse, kunne Rudkøbing alligevel købe 8-10 Aalborg-huse, som blev genopført ved Skovbakken og indrettet til små, men gode boliger.

Træhusene på Skovbakken, nr. 2-16, er stort set alle fint bevaret. Ikke mindst er de originale gavle med to tætsiddende vinduer mod gaden intakte. En række af husene er blevet udvidet. Men det er sket bagtil, og tilbygningerne er stort set alle udført i træ og malet i samme farve som forhuset. Kun to af husene har bevaret den originale svenskrøde farve, men de sorte og mørkebrune farver er også OK. Det vigtigste er, at det stadig er træhuse, og at den historiske helhed er bevaret.

Ombygget træhus

Derfor henvendte en række af beboerne sig i foråret 2020 til Bevaringsforeningen. Derefter lavede vi en ”kulturmiljøbeskrivelse” af kvarteret, som kan danne grundlag for en lokalplan, hvis det skulle blive aktuelt.

Beskrivelsen omfatter også bl.a. kædehusene langs Ringvejen og de små ”parcelhuse” på den anden side af Skovbakken. Begge dele blev bygget af kommunen i 1946, da det igen var muligt at købe mursten. - Sammen med Boligforeningen 1942´s rækkehuse på Fredensvej danner disse huse Rudkøbing første ”velfærdskvarter” – fra dengang, der fandtes en offentlig boligpolitik.

Originalt træhus

Beboerne er glade for at bo i husene, som trods den beskedne plads er fint indrettet med smukke haver. Alligevel er man bekymrede for fremtiden: Tænk nu, hvis et af husene bliver solgt til nedrivning. Eller en ejer finder på at skalmure – eller bygge et ordinært typehus.