Rue er egentlig navn på den bakke, der hæver sig syd for Rudkøbings gamle centrum, Torvet. Rue betyder ”rydning” (på fynsk ”en ru´e”), og det må være et gammelt navn, for det er jo den ”rue”, der har givet navn ti Rudkøbing en gang i slutningen af 1100-tallet. Det sted, hvor Rudkøbing blev anlagt, har altså engang været en skov. En tur gennem Rue-kvarteret bringer dig hurtigt fra middelalderens købstad op til byens ældste villakvarter, kirkegården og udsigten ud over Vejlen og stien til ”Fredskoven”. Så det er et spændende kvarter, selvom det er lille.
Byvandring i Rue-kvarteret
Præstegården på Torvet
Torvet. Torvet er Rudkøbings middelalderlige centrum. Siden 1500-tallet har der ligget rådhus for enden af Torvet, i et hjørne af Kirkens grund. Det nuværende rådhus er byget 1843; i dag er det Sognehus for menighedsrådet. På hjørnet af Ruestræde har der også ligget præstegård siden middelalderen – den nuværende smukke præstegård i bindingsværk med en stor karnapkvist mod gaden er opført i 1760, men restaureret flere gange. På det andet hjørne af Ruestræde ser vi ”Hestehandlergården”, Torvet 6. Den gamle købmandsgårds bygninger er smukt bevaret: Forhuset blev ombygget i mursten 1851 og forhøjet 1863, mens det østre sidehus (langs Ruestræde) stammer fra 1761 (men ombygget 1863), mens det vestre sidehus er fra 1824 (ombygget 1842). Bag gården mod Rue ser vi Rudkøbings eneste bevarede maltkølle – et kulfyret ovnhus, som blev brugt til tørring af bygmalt til ølbrygning og brændevinsbrænding. Maltkøllen med det tilhørende lille kulhus er fra ca. 1860.
Maltkøllen bag hestehandlergården
Bymøllen er Rudkøbings ældste mølle. Møllen ligger på en bakke, som under den første krig med Sverige, Torstenssonkrigen 1644, blev inddraget i den hurtigt opførte befæstning som fremskudt bastion. Møllen, som dengang var en stubmølle, brændte under den store svenskekrig 1658-60, men genopført. I 1768 blev Bymøllen købt af Joh. Heinrich Schnohr, som i 1804 nybyggede møllen som hollandsk vindmølle (dvs. muret møllehus med drejelig hat) samt nyt stuehus med mansardtag. I 1818 brændte møllen, men genopført, som den står nu. Bymølle ejes af en frivillig forening, der prøver at bevare byens vartegn.
Rudkøbings andre vindmøller lå i 16-1700-tallet ved Kohaven (omkring Efterskolen), men blev i slutningen af 1700-tallet flyttet til Hine Bakke og gjort til hollændermøller. Den ene var også ejet af møller Schnohr (deraf Schnohrs Vej) og forsvandt inden 1884, da der blev bygget bryggeri på stedet (ved Spodsbjergvej). Den anden mølle, Hine Mølle, fungerede til det 20. århundrede.
”Ruelængen”. Den lille husrække Rue 1-5 er ældgammel; her lå huse allerede før 1660. I 1761 bestod længen af 20 fag bindingsværk, hvor de 8 fag nærmest møllen i mange år var bolig for møllebestyreren. Det vestligste hus var toldbod i årene 1809-1852; her havde tolderen nem adgang til stien rundt om byen, ”Toldstien”, hvor han kunne gå opsynstur og evt. holde øje med smuglere, der prøvede at snige sig uden om byportene.
Kirkegården blev anlagt 1812, efter at man havde stoppet med at tillade begravelser på den gamle kirkegård ved kirken efter den generelle forordning om stop for begravelser inde i byerne 1805. De to første, der blev begravet på den nye kirkegård, var to ”militære” i 1811; siden kom alle Rudkøbings døde til at ligge her. Derfor blev kirkegården udvidet både i 1862, 1876, 1903 og 1956. I 1865 blev der rejst et monument over 12 soldater fra Dybbøl, som døde på lazarettet. De gamle allé-træer langs Rue blev plantet i 1812, da markvejen fra Ruestræde til stranden blev lavet til offentlig vej.